En dejlig sommeraften. Skt. Hans aften 2006. Bål på Buskelundhøjen

Traditionen tro ( det var anden gang ) var der igen Skt. Hansbål på Buskelundhøjen.
Igen holdt Karl Johan en glimrende båltale.

Her gengives lidt fra begyndelsen af talen:
“At fejre midsommer er ikke noget nyt. Det har vi gjort i tusinder af år. Og ilden – bålet – har hele tiden været en fast bestanddel af festen. Ilden der skal værne os mod det onde: sygdom, krig, misvækst.

Med baggrund i traditionen står vi måske her hver især og tænker på noget af det vi gerne ville være foruden. Vi har alle vore dæmoner, trolde eller hekse, vore ydre og indre kampe, som fylder i hverdagen, og som ofte får meget mere plads, end de fortjener. Vi bekymrer os om både det ene og det andet og glemmer måske at glædes over det, der er allernærmest: Det nære og livsbekræftende der ligger i, at vi kan være sammen som familier, venner og naboer.”

Hele båltalen kan du læse nederst efter billederne.

P1000067-web

Heksen er på plads!
Tre af vore søde piger, Emma, Laura og Stephanie, havde stillet sig til rådighed som hekse.
Nej – nej. De ville ikke flyve til Bloksbjerg, de påtog sig at lave heksen til årets Skt. Hansbål.

P1000068-web

Da det blev tid til at flyve, vidste heksen ikke hvad vej hun skulle flyve. Desværre faldt hun i stedet for at flyve som forventet. Da det blev tid til den traditionelle midsommervise måtte vi selvfølgelig op at stå. Den lød faktisk slet ikke så galt.

Vakse mødre (eller var det fædre? ) havde lavet dej så vore herlige børn kunne ‘bage’ snobrød.
Der er nu noget særligt ved sådan noget branket brød med aske og måske lidt græs på!

P1000080-web

På et tidspunkt gik solen væk bag træerne og ‘de gamle’ gik hjem til deres lunere stuer.
De vakse holder selvfølgelig ud længere.  Natten er jo ung endnu.

 

Karl Johans Klausens båltale 2006.

At fejre midsommer er ikke noget nyt. Det har vi gjort i tusinder af år. Og ilden – bålet – har hele tiden været en fast bestanddel af festen. Ilden der skal værne os mod det onde: sygdom, krig, misvækst.

Med baggrund i traditionen står vi måske her hver især og tænker på noget af det vi gerne ville være foruden. Vi har alle vore dæmoner, trolde eller hekse, vore ydre og indre kampe, som fylder i hverdagen, og som ofte får meget mere plads, end de fortjener. Vi bekymrer os om både det ene og det andet og glemmer måske at glædes over det, der er allernærmest: Det nære og livsbekræftende der ligger i, at vi kan være sammen som familier, venner og naboer.

”Vi vil fred her til lands” har vi lige sunget, men i næsten samme åndedrag lød det ”og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende”. Umiddelbart to kraftige modsætninger, men ikke desto mindre velkendte. Vi har dem også i en anden fædrelandssang ”I alle de riger og lande” hvori vi synger ”På skjold bar jeg løverne stærke, i hjerternes milde hegn”: Vi spænder vidt her i landet.

Hvor vil jeg så hen med det?

Jeg vil såmænd tilbage til det fællesskab, vi har med familie, naboer og venner. I vores lille bofællesskab har vi alle tre dele. Familie havde vi alle, da vi kom, naboer skulle vi være, og inden længe begyndte venskaberne at spire.

Det er næsten to år siden fandt vi sammen – uden noget større kendskab til hinanden. Spændte, forventningsfulde og nok også en smule urolige for det, vi havde indladt os på: At indgå i et forpligtende fællesskab med nogle mennesker, vi for de flestes vedkommende kun havde set en enkelt gang til den stiftende generalforsamling. Nogle af os gik måske oven i købet hjem fra den aften med billedet af en potentiel heks på nethinden, men hvad skete der med bekymringerne? De viste sig at være ubegrundede. Som så mange af de bekymringer vi gør os. I det hele taget bruger vi en frygtelig bunke energi på bekymringer, der aldrig rigtig bliver til noget.

Vi har vist os selv og hinanden, at vi vil det her: et fællesskab, der rækker ud over at hilse pænt på hinanden, et fællesskab, der værdisætter sig selv ved at give plads til den enkelte inden for fællesskabets rammer, men også et fællesskab, der danner forum for de meninger og tanker, der ikke er taget højde for i vedtagne og nedskrevne regler.

For mig at se er noget af det allermest værdifulde i vores samfund, at humanismen og demokratiet nærmest er smeltet sammen. Altså at vi respekterer hvert enkelt menneske som et individ med rettigheder, behov og pligter. At vi værner om hvert enkelt menneskes selvstændighed. At vi anerkender hinanden uanset alder. At vi accepterer og forstår hinandens  behov, drømme, håb, frygt, forventninger og nysgerrighed.

Det er netop, fordi vi er et samfund med så mange muligheder, at vi har en særlig forpligtelse. Til at se op og til at se ud. Til udvikling. Til demokratisk deltagelse i stedet for magtfuldkommenhed. Til åbenhed i stedet for lukkethed. Til tid i stedet for stregkoder. Til ansvar i stedet for brok. Til frihed, kreativitet og fællesskab.

Vi har ikke i vores forening – hverken symbolsk eller konkret – brug for bålet til at jage noget eller nogen bort. ”Vi vil fred”, men som nogle måske har erkendt: Tag ikke fejl af os. Nok er vi fredelige, men når situationen kræver det, er vi såmænd stridslystne nok.

På den måde er vi vel egentlig et godt spejlbillede af det danske samfund: En lille, rar flok, der i det store hele trives godt med sig selv og andre – selvfølgelig forudsat de andre lader os være i fred.

Til slut vil jeg på bestyrelsens vegne takke alle, der på den ene eller anden måde har bidraget til vores fællesskab – og tak for den opbakning og tillid I har vist bestyrelsen.

Hav en rigtig god aften.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *